Ligesom de fleste andre, der forbereder sig til en stomioperation, spekulerer du sikkert på, hvad du kan forvente.

Det er normalt at undre sig over, hvordan dit liv vil ændre sig i ugerne lige efter operationen og derefter. Vi er her for at hjælpe dig.

Dit lægefaglige team er de allerbedste at stille alle dine spørgsmål til og hjælpe dig med at komme tilbage til det liv, du holder af. Herunder kan du se de forskellige roller, de spiller i din helbredelse, og nogle af de spørgsmål, du kan stille dem, når du mødes med dem.

Kirurgen, der opererer dig, er lederen af teamet

Når du møder kirurgen inden operationen, vil han eller hun drøfte med dig, hvilken type stomi, der er bedst til dig. Det vil afhænge af den type operation, du har behov for. Han eller hun vil også drøfte med dig, om stomien skal være midlertidig eller permanent. Det kan være, at kirurgen ved dette besøg vil give dig navnet på din stomisygeplejerske.

Din stomisygeplejerske er den bedste hjælp, du kan få

En specialiseret stomisygeplejerske bliver din partner, vejleder og lærer i dit stomiforløb. Når du skal tilpasse dig livet med en stomi, bliver din stomisygeplejerske den person, du går til.

Hvis du kan mødes med en sygeplejerske før operationen, vil han eller hun hjælpe dig med forberedelserne til operationen og tilpasningen til et liv med en stomi. Ved dette besøg inden operationen vil din sygeplejerske prøve at få så meget som muligt at vide om din personlige livsstil og dine behov. På grundlag af denne samtale vil sygeplejersken og lægen anbefale den bedste placering af din stomi. På operationstidspunktet vil sygeplejersken afmærke denne placering på din mave, så kirurgen kan se, hvor han skal udføre stomien.

Hvis du kunne tænke dig at mødes med nogen, der har fået en stomi, vil din sygeplejerske kunne arrangere dette..

Vælge en passende placering af stomien

Det første skridt i den forebyggende behandling er at vælge den bedste placering af din stomi. En dårligt placeret stomi kan være årsag til, at stomibandagen ikke passer, at der bliver problemer med huden, og at der opstår lækage.

Hvis tiden tillader det, er det vigtigt at drøfte placeringen af din stomi med kirurgen, der skal operere dig. Afhængigt af din sygdom eller kvæstelse kan dette ske enten i kirurgens konsultationsværelse eller på hospitalet.

Her er nogle vigtige retningslinjer, som bør følges:

  • Stomien skal sidde et sted, som du kan se og have nemt ved at nå, så du selv kan klare dine poseskift
  • Ideelt set må stomien ikke være placeret tæt ved eller rundt om hudfolder, ar eller knoglefremspring, for at stomibandagen kan sidde fladt ind mod huden
  • Placeringen skal vurderes i siddende, stående og foroverbøjet stilling

Andre spørgsmål du kan have lyst til at stille

Det kan være svært og stressende at stå over for operationen, og det er ikke sikkert, at du kan huske alle de spørgsmål, du har, i forbindelse med dine besøg før operationen. Hvis du skriver en liste med dine spørgsmål og medbringer listen ved dine besøg, kan du sikre dig, at du får svar på alle dine bekymringer.

Der er mulighed for, og det er også en god idé, at tage en god ven eller et familiemedlem med til dine aftaler for at tage noter og støtte dig.

Her er nogle almindelige spørgsmål for personer, der står over for en stomioperation:

  • Beskriv min stomi for mig (højde, placering, størrelse, udseende). Hvad kan jeg forvente?
  • Bliver min stomi permanent eller midlertidig?
  • Hvordan virker stomien?
  • Bliver min stomi synlig under mit tøj?
  • Hvordan ser en stomipose ud (størrelse, type, farver, stil)?
  • Hvordan skifter man pose?
  • Kan posen lække?
  • Hvorfra får jeg stomiprodukterne?
  • Skal jeg selv betale for dem?
  • Er jeg nødt til at ændre min kost?
  • Hvornår kan jeg begynde at arbejde igen?
  • Kan jeg gå ud med venner og familie?
  • Hvordan vil en stomi påvirke mit sexliv?
  • Kan jeg rejse?
  • Hvor kan jeg få ekstra hjælp og støtte?
  • Har jeg brug for særlig pleje, når jeg kommer hjem fra hospitalet?